
I Dansk PersonTransport har vi længe kæmpet, sammen med vores søsterorganisationer i andre lande, for at sikre, at chauffører med kørekort i kategori B får mulighed for at udføre kørsel i køretøjer, der vejer mere end den nuværende grænse på 3,5 ton.
Ændringen er meget vigtig i forhold til den grønne omstilling af køretøjer med lift, fordi batterierne er tungere og bilens vægt dermed bliver forøget. I DPT har vi tydeligt mærket en efterspørgsel blandt vores medlemmer, og derfor glæder det os, at muligheden nu indgår som en del af den foreløbige politiske aftale om ændring af kørekortdirektivet.
Aftalen vil få særlig stor betydning for taxibranchen og de virksomheder, der udfører offentlig kørsel, da netop disse sektorer udfører meget handicapbefordring og har oplevet udfordringer med vægtgrænsen på 3,5 ton.
Aftalen i Bruxelles om et nyt kørekortdirektiv skal nu formelt godkendes af Europa Parlamentet og medlemslandene. Herefter træder direktivet i kraft. Dansk PersonTransport vil derefter arbejde for, at den danske regering indfører ændringen i dansk lovgivning så hurtigt som muligt.