05.03.2026

Elturistbus klarede turen til Berlin. Nu skal et nyt folketing og en ny regering bane vejen for næste skridt

En historisk grænseoverskridende testtur fra København til Berlin med en fuldelektrisk turistbus, gennemført i samarbejde med VIKINGBUS, gik over al forventning. Testen viser, at teknologien kan fungere i praksis. Nu er det de politiske rammer, der skal følge med.


En fuldelektrisk turistbus har gennemført den første grænseoverskridende testtur fra København til Berlin og tilbage igen uden problemer. Turen blev gennemført i samarbejde med VIKINGBUS, som stillede bussen til rådighed og bidrog med praktiske erfaringer om rækkevidde, energiforbrug og ladeplanlægning.

Formålet var at teste, om en elturistbus kan klare en længere international tur under virkelige forhold. Resultatet var bedre end forventet.

Bussen kørte fra København på fuld opladning og ankom til Berlin med 39 procent strøm tilbage i batteriet, svarende til omkring 200 kilometers ekstra rækkevidde. Det gav ikke bare plads til selve turen, men også til lokal kørsel i Berlin, før bussen blev ladet op igen og senere kørte sikkert tilbage til Danmark.

Testen viser dermed noget helt centralt. En elturistbus kan i hvert fald i nogle tilfælde fungere i praksis, også på længere ture, hvor der både skal være plads til selve transporten og den kørsel, der følger med på destinationen.

“Nu er en elturistbus blevet testet under virkelige forhold på en international tur, og resultatet var bedre, end mange havde forventet. Det viser, at elektriske turistbusser i nogle tilfælde allerede er et reelt alternativ. Nu er det op til et nyt folketing og en ny regering at skabe de rammer, der gør det muligt at investere og skalere, hvor det giver mening,” siger Jens Hvid Bang, public affairs og kommunikationschef i Dansk PersonTransport.

Vejdirektoratet lavede sidste år en analyse, der viste, at turist- og fjernbusser udgør ca. halvdelen af de ca. 8.300 busser, der er indregistreret i Danmark. Under 1 procent kører på el i dag, og i 2035 forventes andelen kun at være 14 procent, hvis udviklingen fortsætter i det nuværende tempo.

Analysen peger samtidig på, at omstillingen på turistbusområdet er krævende. Dels fordi køretøjerne er dyrere end konventionelle busser, dels fordi turene ofte er lange og varierede, og dels fordi ladeinfrastrukturen endnu ikke er indrettet godt nok til den virkelighed, busserne kører i.

Hvis flere skal kunne følge efter, kræver det derfor, at ladeinfrastrukturen kommer tættere på de steder, hvor turistbusserne faktisk holder. Det gælder ved destinationer, ved lokale attraktioner, ved hoteller, ved lufthavne, ved terminaler og i byerne, hvor busserne ofte opholder sig i kortere eller længere perioder som en naturlig del af turen.

Samtidig er elturistbusser dyrere at anskaffe end konventionelle busser. Derfor er der også brug for, at branchen får adgang til relevante støttepuljer til indkøb af busserne, hvis udviklingen skal løftes fra enkelte vellykkede testture til en bredere og mere realistisk udbredelse.

Testen til Berlin ændrer ikke ved, at udviklingen på turistbusområdet er krævende, og at den ikke kan ske ens overalt eller fra den ene dag til den anden. Men den fjerner et af de mest brugte modargumenter: at teknologien ikke kan fungere i praksis.

Testen til Berlin viste, at næste skridt ikke længere handler om teori, men om politiske beslutninger. Nu skal et nyt folketing og en ny regering bane vejen for, at flere kan følge efter.