21.01.2025

DPT til Dansk Erhvervs årsdagsfejring af turisme, kultur og oplevelse

Torsdag den 16. januar 2025 deltog Dansk PersonTransport i Dansk Erhvervs årsdag for Turisme, Kultur & Oplevelse, hvor vores kommunikations- og turistsektorchef, Jens Hvid Bang, var på plads blandt branchefolk og beslutningstagere.


Årsdagen bød på inspirerende oplæg, gode faglige indspark og rig mulighed for at udvide netværket i en branche, der er i konstant udvikling.

Årsdagen blev åbnet af minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, Morten Dahlin, som talte om den stigende turisme og vigtigheden af den for hele Danmark. Samtidig talte ministeren varmt om betydningen af turisme- og oplevelsesøkonomien for hele Danmark, og hvordan det er med til at styrke både den nationale, regionale og lokale stolthed.

I Dansk PersonTransport oplever vi også, hvordan turismen er stigende, og vores medlemmer bidrager hver dag til at sikre, at gæsterne får den bedst mulige oplevelse – lige fra taxien fra lufthavnen over lokale busruter til de turistbusser, der binder Danmark sammen og gør det lettere for både danske og internationale gæster at udforske landet.

I disse år, hvor der er kommet større fokus på lokale oplevelser, er persontransporten en vigtig brik, når der skal arrangeres grupperejser og konferencer, hvor flere og flere virksomheder sender deres medarbejdere på ture rundt i Danmark.

Ligeledes er fjernbusserne et voksende forretningsområde, der bringer nye gæster til landet og skaber endnu bedre forbindelser mellem by og land.

Tak til Dansk Erhverv for en rigtig god årsdag, som endnu en gang viste, hvor stor betydning turisme og oplevelsesøkonomi har for Danmark – og hvor vigtige vores fælles kræfter er for at udvikle området yderligere.