I oktober sidste år fremsatte regeringen et omfattende klima- og luftudspil med henblik på at skabe et grønnere Danmark. I forlængelse af udspillet er samme partier, der stod bag moderniseringen af taxiloven (V, LA, K, S, DF, RV og SF) gået sammen om et lovforslag, der målretter 300 universaltilladelser til nulemissionskøretøjer i den resterende del af taxilovens overgangsperiode. Tildelingen af tilladelsen forudsætter naturligvis, at ansøgeren lever op til de gældende krav i taxiloven. Såfremt forslaget stemmes igennem, er det tiltænkt, at der reserveres 50 tilladelser pr. kvartal gældende fra ikrafttrædelsesdatoen 1. juli 2019.
Registreringsfristen er for kort
Dansk PersonTransport støtter forslaget, da det tilgodeser firstmovers på klimaområdet og belønner dem, der går i front med ny teknologi. Dog har foreningen tilkendegivet nogle praktiske bekymringer i et netop afgivet høringssvar.
“Leveringstiden på en nulemissionsbil er lang, og det kan blive et problem, da vinderen af en universaltilladelse senest to måneder efter skal underrette Færdselsstyrelsen om registreringsnummeret på den bil, der skal tilknyttes tilladelsen. Man risikerer som vognmand derfor at stå i en situation, hvor fristen ikke kan overholdes, selvom man har handlet hurtigt og rettidigt,” lyder det fra Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport, som selv har et bud på, hvordan problemet kan løses.
“Det bør overvejes, om det skal være muligt at ansøge om forlængelse af fristen, hvis ansøger kan dokumentere en indgået købs- eller leasingaftale på en nulemissionsbil, og at leveringen af bilen sker inden for en rimelig periode.”