10.04.2026

Dom i alvorlig sag på Fyn viser, at der skal ryddes op i flextrafikken

Der er i dag faldet dom i en alvorlig sag på Fyn, hvor en 25-årig mand er kendt skyldig i forsøg på indsmugling af 20 kilo amfetamin. Sagen har vakt stor opsigt, fordi den vedrører en person med selskaber, der har kontrakter om flexkørsel med trafikselskabet FynBus.


Det gør sagen endnu mere alvorlig, fordi flextrafik ikke bare er transport. Det er borgernær velfærd. Det er den kørsel, der hver dag bringer ældre, patienter, skolebørn og borgere med særlige behov sikkert frem.

Derfor skal vi også kunne have tillid til, at de virksomheder, der løser opgaverne, er seriøse, og at kontrollen med området er god nok. Når der igen opstår en sag, som rejser så alvorlige spørgsmål, er det ikke nok bare at konstatere, at der er et problem. Så skal der handles.

Det her handler om en helt central velfærdsopgave. Når borgere er afhængige af flextrafikken i deres hverdag, skal de også kunne have tillid til, at området er præget af ordnede forhold, ansvarlige virksomheder og en kontrol, der virker. Sådan er det nødt til at være,” siger Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport.

Der er masser af ærlige, redelige og dygtige transportvirksomheder, som hver eneste dag står klar til at levere et godt og trygt produkt. Men når man så entydigt lader prisen fylde for meget i udbuddene, skaber man et usundt og uholdbart marked. Det bliver et ræs mod bunden, som ingen kan være tjent med. Hverken borgerne, kommunerne, regionerne, trafikselskaberne eller de seriøse virksomheder, der gerne vil drive forretning på ordentlige vilkår.

Vi har alt for længe set en udvikling, hvor sager af mindre eller mere alvorlig karakter dukker op. Det presser de ordentlige virksomheder og svækker tilliden til et område, som burde være kendetegnet ved tryghed og kvalitet. Der skal være en langt bedre screening af leverandører og en langt stærkere kontrol med, hvem der får lov til at løfte de her opgaver. Der skal ryddes op,” siger Trine Wollenberg.

For Dansk PersonTransport er sagen derfor også et politisk wakeup call. Ansvaret ligger ikke kun ét sted. Trafikselskaberne skal være langt skarpere i deres screening og kontrol. Kommuner og regioner skal tage medansvar for, hvordan markedet bliver indrettet. Og det er nødvendigt via taxilovgivningen at sikre, at udførelse af kørsel for offentlige myndigheder sker ved lige og fair konkurrence.

Det her må være en hovedprioritet for en kommende regering og transportminister. Offentligt betalt kørsel for nogle af de mest sårbare borgere i samfundet må ikke ende i et marked, hvor prisen trumfer kvalitet, ansvar og ordentlighed. De nuværende rammer ikke er stærke nok, og det må være en prioritet at få ændret dem,” siger Trine Wollenberg.

Dansk PersonTransport har allerede i forbindelse med drøftelserne om en evaluering af taxiloven kommet med en række forslag til, hvordan man kan højne kvaliteten for at udføre offentlig kørsel, der både vil sikre chaufførernes rettigheder, men også øge sikkerheden for passagererne og muliggøre en mere effektiv kontrol fra myndighedernes side.