09.12.2022

Det burde være åbenlyst for politikerne at sikre yderligere investeringer i den kollektive bustransport

I debatten om omstilling af den tunge transport, stiller direktør i DPT Michael Nielsen skarpt på det aktuelle marked for grønne rute- og turistbusser.


Grøn omstilling for bustransporten i Danmark er i følge direktør i Dansk PersonTransport Michael Nielsen, fyldt med paradokser.

Den kollektive bustransport har været frontløbere for en succesfuld og hurtig grøn omstilling. Men hvor bæredygtigt er det at indkøbe el-busser, hvis ruterne senere bliver nedlagt på grund af manglende økonomisk villighed? Det samme gælder udeblivelsen af ladestandere til bus. Vi ser villighed til at implementere ladeinfrastruktur til biler, mens omstillingen af den kollektive rutetrafik går i stå, hvis der ikke er ladestandere nok til busserne.

På turistbusområdet afviger behovene fra rutekørslen, blandt andet på grund af deres varierende kørselsmønster. Fagets natur gør det til en bekostelig affære for de private turistvognmænd, at omstille hele vognparken til eldrevne køretøjer. “I dag kan det kun lade sig gøre at køre på el, hvis man har nogle nærmest faste kørselsmønstre i et geografisk afgrænset område med tilgængelig ladeinfrastruktur. Og det er langt fra altid tilfældet”, skriver Michael Nielsen til MobilityWatch. Turistvognmændende har brug for en separat plan for ladeinfrastruktur, tilpasset branchens konkrete behov.

I sidste ende står og falder den grønne omstilling med den politiske villighed til handling. Den kommende regering har derfor et stort ansvar i udrulningen af den grønne omstilling på busområdet, og for at flere mennesker vælger den grønne kollektive trafik frem for egen personbil.

Læs indlægget her