Offentlig kørsel
|29.05.2019Valget til Europa-Parlamentet er nu veloverstået, og der er sat navne på de parlamentarikere, som Danmark sender afsted til Bruxelles. I første omgang drejer det sig om 13 medlemmer, som bliver til 14, når Storbritannien forlader EU, hvilket efter planen sker 31. oktober i år.
”Vi ønsker i Dansk PersonTransport de danske parlamentarikere stort tillykke med valget. Med undtagelse af 5 af de valgte er der tale om nye kandidater, som ikke har siddet i Europa-Parlamentet før, og der bliver meget at tage fat på for de 8 nye MEP’ere, som starter i juli. Og samtidig skal der her fra lyde en tydelig og klar opfordring til ved den kommende konstituering af Europa-Parlamentet at ønske medlemskab af det vigtige og indflydelsesrige TRAN-udvalg, der blandt andet beskæftiger sig med reglerne for cabotage,” siger Michael Nielsen, adm. direktør i Dansk PersonTransport.
Cabotagekørsel er et presserende problem
De udenlandske busser er en af de største udfordringer, som turistvognmændene står over for. De udenlandske konkurrenter spiller nemlig efter helt andre regler, undlader at betale moms og underbetaler deres chauffører i forhold til danske vognmænd.
”Lovgivningsmæssigt ligger løsningen lige for, nemlig at udvide cabotage-reglerne fra godsområdet til også at gælde på busområdet kombineret med en håndhævelse af de eksisterende regler om lovpligtig registrering i RUT-registeret og naturligvis momsbetaling”, siger Michael Nielsen og fortsætter:
”Det siger sig selv, at hvis konkurrenterne ikke betaler moms, så er de foran fra start. Hvis de så heller ikke betaler en overenskomstmæssig løn, men helt ned til under en tredjedel af danske vilkår, så er det klart, at det er ulige og unfair konkurrence. Det kan EU sætte regler og rammer op for, så det bliver sværere at snyde, og derfor har vi brug for danskere i blandt andet Transportudvalget. Vores opgave i Dansk PersonTransport er så at klæde dem ordentligt på, så de forstår konsekvenserne af de nuværende regler og har input til, hvordan de skal se ud i fremtiden”.