Debat: Kollektiv transport kræver stabile rammer

I et debatindlæg i Altinget sætter vores administrerende direktør, Michael Nielsen, fokus på behovet for stabile og forudsigelige rammer for bus og flextrafik. Pointen er klar: kollektiv transport er en del af kommunernes samfundsansvar og en forudsætning for sammenhængskraften i Danmark. Hvis borgerne skal kunne stole på bus og flextrafik i hverdagen, kræver det politisk besluttet stabilitet i form af klare rammer og langsigtet styring - ikke løsninger, der ændres fra budgetår til budgetår.

Bus og flextrafik opleves ofte som mindre stabile kollektive transporttilbud end tog. Ikke fordi de fungerer dårligere, men fordi de kan justeres og ændres hurtigt, når de kommunale budgetter skal strammes. Når ruter og tilbud løbende flyttes, nedlægges eller omlægges, bliver den kollektive transport uforudsigelig for borgerne. Og når tilbuddene ikke er til at stole på over tid, holder mange op med at bruge dem.

Kommunerne har derfor stor indflydelse på borgernes muligheder for at komme rundt i hverdagen. Efter flere år med servicereduktioner har mange kommuner set passagerer forsvinde. Flere steder er udviklingen nu vendt,  og passagertallet er på vej op igen, efter driften i mange kommuner er blevet strammet og tilpasset. Men fremgangen er skrøbelig, når den kollektive transport alt for let bliver en spareøvelse med kort tidshorisont.

En væsentlig forklaring er, at trafikselskaberne i dag er bundet op på etårige bevillinger fra kommuner og regioner samt et krav om at balancere år for år. Det betyder, at kommunernes beslutninger i høj grad sætter rammerne for, hvor stabil og forudsigelig den kollektive transport er i praksis.

Når en buslinje ændres eller lukkes med kort varsel, er det ikke bare en køreplan, der flyttes – det er borgernes hverdag, der bliver vanskeligere at få til at hænge sammen. Derfor er stabilitet og forudsigelighed afgørende, hvis flere skal vælge den kollektive transport til.
Kommunerne kan ikke både efterlyse grønne transportvalg og samtidig sende signalet om, at bus- og flextilbud hurtigt kan ændres eller forsvinde igen.

Hvis den kollektive transport skal være noget, borgerne kan regne med, kræver det politiske beslutninger, der rækker ud over det enkelte budgetår. I debatindlægget peger vi på, at stabilitet for bus og flextrafik forudsætter to greb, som skal følges ad:

1. Rullende flerårige rammer for trafikselskaberne, der gør det muligt at planlægge og styre ansvarligt over flere år – også når der kommer udsving i udgifter og indtægter. Pointen er ikke at låse kommunerne fast, men at undgå, at den kollektive transport styres fra år til år.
2. Et princip om minimumsbetjening, der sikrer, at der altid findes et stabilt kollektivt tilbud, borgerne kan regne med – uanset om løsningen er bus eller flextrafik.

Hvis kommunerne ikke formår at levere den nødvendige stabilitet og forudsigelighed, vil diskussionen uundgåeligt opstå, om opgaven i praksis ville blive løst bedre med stærkere centrale rammer. Og det er netop her, at byrådene i den nye valgperiode har mulighed for at træffe beslutninger, der skaber stabile og forudsigelige rammer for bus og flextrafik – og dermed gør den kollektive transport til et tilbud, borgerne reelt kan indrette deres hverdag efter.

Alt dette uddyber vores administerende direktør, Michael Nielsen, i dette debatindlæg hos Altinget.