Debat: Erstatningsbusserne holder os i gang

Når togdriften knækker, skal der på kort tid skaffes busser, chauffører og logistik, skriver Jens Hvid Bang i Sjællandske Nyheder.

Foto: MGA73 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Der er en sætning, der kan få pulsen til at stige på en hel perron på én gang: “Toget er aflyst. Der indsættes busser.” Det er ikke fordi folk hader busser. Det er fordi aflysningen vælter planerne. Man mister forbindelsen, man risikerer at komme for sent, og man står og gætter: Hvor går bussen fra? Kommer der én mere? Og når man står i regnen, kan selv fem minutter føles som en evighed.

Men midt i irritationen er der én ting, vi sjældent får sagt højt: Uden erstatningsbusserne var rejsen ikke forsinket. Den var slut.

Derfor skal vi også kalde dem, hvad de er. “Togbus” lyder som et nedgraderet tog. Et halvt produkt, man må finde sig i. En erstatningsbus er noget andet: en livline, når skinnerne ikke kan levere.

Og den livline kommer ikke af sig selv.

Når togdriften knækker, skal der på kort tid skaffes busser, chauffører og logistik. Private vognmænd træder til, finder ledig kapacitet, flytter rundt på materiel og får en plan til at hænge sammen, mens vi andre står og tæller minutter. Og chauffører tager ekstra ture med kort varsel, selvom de også havde en dag, der skulle hænge sammen.

Flaskehalsene bliver tydelige 

Er erstatningskørsel altid smidig? Nej. En erstatningsbus kan ikke trylle et ekstra spor frem. Og når mange mennesker skal flyttes på én gang, bliver flaskehalsene tydelige: informationen kan være uklar, skiltningen kan halte, og køen kan føles som et nummer uden ende.

Men netop derfor er det værd at zoome ind på det, der faktisk virker: at nogen møder op. At motoren starter. At dørene åbner. At vi kommer videre.

Selvfølgelig kan vi diskutere afviklingen, skiltningen og guidningen på stationen. Men imens det hele står på, kan vi også godt anerkende dem, der løser problemet i praksis.

Så næste gang beskeden kommer, og irritationen stiger, så prøv et lille eksperiment: Skift ordet “togbus” ud med “erstatningsbus” i hovedet. Det ændrer ikke ventetiden. Men det ændrer, hvad vi ser: Ikke et ringere tog, men en vigtig indsats.

Og når du stiger af: Et nik. Et “tak for turen”. Det koster ingenting. Men det rammer præcis dér, hvor hverdagen bliver holdt i gang.

Indlægget er bragt i en række lokalaviser og kan findes online hos Sjællandske Nyheder her.