
Det fylder politisk, at det skal være billigere at være dansker. Der sænkes afgifter, og der tales om fødevarepriser i en tid, hvor inflationen er faldet, men prisniveauet fortsat er højt. Det er vigtige greb – men hvis presset på danskernes økonomi for alvor skal lettes, er det nødvendigt også at se på transporten. For transport fylder i dag mere i husholdningernes budget end fødevarer.
Når en gennemsnitlig husstand bruger 1.000 kroner, går 166 kroner til transport, mens 112 kroner går til mad. Transportposten er dermed større end udgiften til fødevarer. Det svarer til omkring 62.000 kroner om året til transport, og for familier med to biler kan regningen let overstige 80.000 kroner.
Samtidig er den kollektive transport blevet forringet. I regeringsgrundlaget fra 2022 fremgår det, at regeringen vil styrke sammenhængskraften, gøre den kollektive transport mere attraktiv og understøtte busdækningen i både byer og yderområder. Alligevel viser vores opgørelser på baggrund af trafikselskabernes tal, at der siden 2022 er skåret i den lokale bustrafik i alle fem regioner målt på køreplanstimer – altså hvor meget bus der faktisk kører. Det gælder på tværs af landet, og i nogle kommuner er nedskæringerne særligt tydelige, bl.a. i Brønderslev, Morsø, Lemvig, Frederikshavn og Holstebro.
Når den kollektive transport forringes, presses flere familier over i bilen. Bilen bliver i praksis ikke et valg, men en nødvendighed. Familier, som tidligere kunne klare sig med én bil, køber bil nummer to – og for nogle også nummer tre. For dem uden bil bliver det sværere at passe arbejde, uddannelse og hverdagsliv. Regningen flytter dermed fra det offentlige budget og ud i carporten. Og det er ikke et angreb på bilen. For mange er bilen nødvendig for at få hverdagen til at hænge sammen. Problemet opstår, når bilen ikke længere er et reelt valg, fordi buslinjen er nedlagt, eller fordi den kun kører få gange om dagen uden et alternativ, man kan stole på.
Derfor argumenterer vi for, at den kollektive transport skal styrkes og nytænkes. Det handler om mere fleksible løsninger, et bedre samspil mellem transportformerne og om, at borgere – uanset postnummer – skal kunne regne med et stabilt og troværdigt tilbud, der også eksisterer om nogle år.
Hvis ambitionen er, at det skal være billigere at være dansker, skal vi ikke kun tale om, hvad vi lægger i indkøbskurven. Vi burde i højere grad spørge, hvor mange familier der kunne nøjes med én bil i stedet for to, hvis de havde en bus og fleksibel kollektiv transport, de kunne regne med. Det tal kender vi ikke – men det er dér, en ansvarlig transportpolitik burde begynde.