Debat: Alle hader togbusser – men erstatningsbusserne redder dagen

Rasende irriterende? Selvfølgelig. Ingen har lyst til at hænge i en lang kø, mens aftaler smuldrer. Men uden busserne var rejsen sluttet dér. De får mennesker, vagter og hverdage videre, når skinnerne ikke gør.

Alligevel hænger ordet “togbus” som en sur citron over oplevelsen. Det lokker os til at måle en akut indsats op imod det normale produkt: tog i topform over for en indsat bus på kort varsel. Det er ikke en fair sammenligning.

Og ja. Erstatningskørsel kan føles kaotisk. Tempo og frekvens afhænger af, hvor meget kapacitet togoperatøren på forhånd har indkøbt i forbindelse med planlagt sporarbejde – og hvad vognmændene kan mobilisere akut, når noget knækker.

Derfor kan der være længere mellem afgangene, og når der mobiliseres ledigt materiel på kort tid, er bussen ikke altid på højde med en IC-kupé.

Meget skal sættes i værk på én gang. Men det er ikke bussernes skyld, at toget ikke kører. Tværtimod er det busserne og de private vognmænd, der holder den kollektive transport sammen, når noget knækker.

Det samme gælder, når en lufthavn lukker midlertidigt, og fly lander et andet sted: Vi sætter busser ind. Bussernes styrke er fleksibiliteten – de kan skaleres op dér, hvor behovet opstår, uden at skulle lægge skinner først.

“Alle hader togbusser” er derfor kun halvdelen af sandheden. Den anden halvdel er, at de redder dagen. For hvad er alternativet til en erstatningsbus? At tusinder sidder fast, til signalerne spiller igen. At sygeplejersken ikke når sin vagt. At den studerende må opgive eksamen. At hele arbejdsdage fordamper, fordi vi insisterer på at vente på “det rigtige produkt”. I krisesituationer er bussen det eneste kollektive transportmiddel, der kan dreje på en tallerken.

Derfor kan vi også roligt kalde tingene, hvad de er. “Togbus” lyder som et nedgraderet tog. “Erstatningsbus” fortæller, hvad opgaven er – og peger på den professionalisme, der får hverdagen til at hænge sammen.

Så næste gang vi står i regnen og bander over en togbus, så stop op og tænk over, hvad det egentlig er, vi bander over. Er det chaufførerne, der tager ekstra vagter med kort varsel og aflyser deres egne aftaler? Er det de private vognmænd, der mobiliserer på minutter? Eller er det erstatningskørslen, der – trods alt – får os videre?

Lad os anerkende dem for det, de er, og kalde dem det, de er: erstatningsbusser. For de redder dagen, når den kollektive transport har mest brug for det.