11.06.2026

De udenlandske busser på ulovlige vilkår er her, fordi nogen i dansk turisme har bestilt dem

Den danske turistbranche har selv et ansvar for, at udenlandske turistbusser overholder reglerne og ikke på unfair vis presser de danske busser ud. Det er budskabet fra Jens Hvid Bang i et nyt debatindlæg i TuristMonitor.


Debatindlægget er skrevet af Jens Hvid Bang, Public affairs- og kommunikationschef hos DPT, og bragt i TuristMonitor d. 8/6-26.

Selvom solen skinnede, blev jeg lidt træt, da jeg for nylig gik gennem København. De udenlandske turistbusser var tilbage ved hotellerne, attraktionerne og rundt om i byen. Det er de hvert år, når sommeren nærmer sig.

Men det var ikke busserne, der gjorde mig træt. Det var tanken om, at vi igen risikerer at se forkert på dem.

Når turistbusser samler sig i København, bliver de hurtigt reduceret til en gene. De fylder. De tager plads. Men turistbussen er en del af det, der får turismen til at fungere.

Den bringer gæster fra hoteller, lufthavne og mødesteder ud til oplevelser rundt i landet. Turistbussen gør det muligt for ældre og foreninger at komme på tur, og den får logistikken til at hænge sammen, når konferencer, festivaler og store begivenheder skal lykkes.

De danske turistbusvirksomheder er langt mere end sommerens turistkørsel. Når togtrafikken bryder sammen, metroen skal erstattes, eller Danmark hurtigt får brug for at flytte mange mennesker, er det busser og chauffører, vi skal kunne regne med.

Det er ikke udenlandske turistbusser, vi bygger det beredskab på. Det er de danske virksomheder med busserne, chaufførerne, investeringerne og ansvaret. Også på en regnvåd tirsdag i november, når sommerens turistopgaver for længst er kørt.

Ulige vilkår gør mig vred
Derfor gør det mig vred, når de presses på ulige vilkår.

Udenlandske busser må selvfølgelig gerne køre i Danmark, når de følger reglerne. Hvis de vinder opgaver, fordi de leverer bedre, er det fair konkurrence.

Men når udenlandske busser kører gæster mellem danske hoteller, attraktioner og oplevelser, konkurrerer de direkte med danske virksomheder. Og så er spillereglerne enkle.

Der skal betales dansk moms. Chaufførerne skal ved den type kørsel aflønnes efter de danske minimumsvilkår, der gælder. Busserne skal opfylde miljøkravene dér, hvor de kører. Og udenlandske busser må ikke bare fortsætte med at køre danske ture hele sommeren.

Det er ikke ønsker fra branchen. Det er reglerne.

Nogen har bestilt busserne
Busserne er her, fordi nogen har bestilt dem.

Her har turismebranchen et ansvar. En lav pris kan skyldes dygtighed. Men den kan også dække over, at nogen ikke betaler den regning, danske virksomheder betaler hver dag.

Købere af turisttransport bør derfor spørge, om bussen må udføre kørslen i Danmark, om chaufføren aflønnes korrekt, om dansk moms betales, og om bussen lever op til kravene dér, hvor gæsterne skal hen.

Køberne skal ikke lege myndighed. Men de skal forholde sig til det marked, de selv er med til at skabe.

Ansvarlig turisme handler også om vejen hen til oplevelsen.

For vi ved, at der bliver snydt på vægten. Sidste år viste en kontrol fra Skattestyrelsen i København, at mere end halvdelen af de kontrollerede udenlandske busselskaber ikke var momsregistreret i Danmark.

Det er unfair konkurrence i praksis.

Skru op for den målrettede kontrol
I Dansk PersonTransport følger vi udviklingen gennem vores egen app til registrering af udenlandske busser og bruger dokumentationen over for myndighederne. Vi har også flyttet sagen. Sidste år fik Danmark EU-Domstolens ord for, at vi må fastholde en klar grænse for, hvor længe udenlandske busser kan køre danske ture.

Uklarhederne er væk. Nu skal reglerne håndhæves.

Myndighederne skal skrue markant op for den målrettede og samordnede kontrol. Og køberne af turisttransport skal være langt mere opmærksomme på det marked, de selv er med til at skabe.

Vi skal ikke gøre turistbusserne til problemet, men vi skal heller ikke finde os i udenlandske busser, der konkurrerer på unfair vilkår. Vi skal passe på de danske virksomheder, der får turismen til at fungere og står klar, når Danmark har brug for dem.

Hvis de presses ud af markedet på grund af ulige vilkår, er det ikke bare vognmanden, der taber.

Det gør turismen. Det gør beredskabet. Det gør Danmark.