Taxikørsel

|07.06.2018

Dantaxi 4×48 er sat til salg

Danmarks største taxiselskab kan blive det første handlede taxiselskab i Danmark.


Ved en generalforsamling i april blev vognmændene, der alle ejer en del af landets største taxiselskab, Dantaxi 4×48, enige om, at et nyt ejerskab er vejen frem. Her stemte 94 pct. af de fremmødte ja til bestyrelsens forslag om at sælge taxiselskabet.

Salget skal ses som en direkte konsekvens af den nye taxilov, der har løsnet grebet om branchen – og giver flere muligheder for at udvikle forretningen og nye koncepter. Det er ikke selskabets 1400 vogne, der er til salg. De vil fortsat tilhøre vognmændene. Derimod er det bestillingskontoret/kørselskontoret, kundedatabaser samt for eksempel rettighederne til taxi-appen Moove med cirka 100.000 brugere, der kan overgå til en evt. køber. Det er PwC Corporate Finance, der skal stå for at finde en køber og realisere et evt. salg.

 Det rigtige tidspunkt
Når vi vælger at sætte til salg nu, er det, fordi vi anser tidspunktet for at være det mest optimale. Både set i relation til vores nuværende ejere, vognmændene, og overfor en mulig køber. For den rigtige køber er der et uopdyrket potentiale i virksomheden og i markedet generelt, der kan udnyttes. Vi har en bundsolid økonomi og har gennem mange år bevist, at vi er i stand til at ekspandere og hele tiden tjene penge i et marked, der hidtil har været meget reguleret. Også derfor mener vi, at vi er interessante for en potentiel køber”, lyder det fra selskabets direktør Carsten Aastrup.

Dantaxi og 4×48 blev i januar 2017 sammenlagt og blev til Danmarks største taxiselskab Dantaxi 4×48. Selskabet udfører taxikørsel i 54 kommuner i Danmark og har en samlet omsætning på 1,6 mia. kr.