24.11.2017

Danske Busvognmænd reagerer på EU’s transportinitiativ

EU-Kommissionen har med en lang række af punkter samlet under benævnelsen "Rene køretøjer" lanceret et nyt udspil på transportområdet. Danske Busvognmænd har i den forbindelse sendt et høringssvar til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.


Danske Busvognmænd har sendt et høringssvar til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vedrørende EU-Kommissionens initiativ ”Rene køretøjer”. Et langt stykke henad vejen stiller Danske Busvognmænd sig positivt overfor initiativet, da det liberaliserer adgangen til terminaler og markedet for fjernbusser i Europa. På den anden side finder man det fra Danske Busvognmænds side beklageligt, at Kommissionen ikke har benyttet lejligheden til at præcisere forordningen i forbindelse med cabotagekørsel. CO2 reduktionsforslaget vil i øvrigt blive behandlet efterfølgende.

Liberalisering af fjernbusmarkedet
Danske Busvognmænd stiller sig positivt overfor Kommissionens initiativ omkring indførelsen af en grænseværdi i forbindelse med godkendelseskravene, hvor det nuværende forslag lyder på en minimal rutelængde i fugleflugt på 100 km. Danske Busvognmænd vil dog foretrække en minimal rutelængde på 75 km som følge af den relative korte distance mellem de store byer i Danmark. Den danske liberalisering har allerede vist sig som en stor succes, hvor de forventede passagertal fra 2019 allerede er nået i år. Dette følger den succes, der har i været i f.eks. Tyskland, hvor man liberaliserede fjernbusmarkedet i 2013 og på kun et år femdoblede antallet af passagerer. Hvis man er interesseret i at læse mere om det, er det tilgængeligt her.

Fortsat hårdt arbejde i forhold til cabotageområdet forude
I forhold til cabotageområdet har Danske Busvognmænd haft en række indsigelser i forhold til forslaget, som vi også havde på en første del af vejpakkens forslag, der kom ud i maj. Endnu engang slår Danske Busvognmænd på tromme for som minimum at sidestille cabotagereglerne på busområdet med dem, der gælder på vejgodstransportområdet.  Foreningen er navnlig kritisk overfor den meget vide adgang til at udføre fjernbuskørsel som cabotagekørsel, der fremgår af Kommissionens forslag. Et andet og bedre alternativ kunne være at indføre specifikke cabotage- og udstationeringsregler på busområdet, hvor Danske Busvognmænd har foreslået en række konkrete regler.

”Rene køretøjer” står nu foran en længere politisk behandlingsproces i EU, som Danske Busvognmænd nu har bidraget til igennem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet foruden at have været i dialog med Kommissionen og vores paraplyorganisation IRU. Forslaget skal gennemgås af EU-parlamentet og Rådet, hvorfor det ikke ville være et særsyn, at det vil tage op mod halvandet år eller mere før et endeligt resultat præsenteres.