09.03.2026

Dansk PersonTransport i Bruxelles for at styrke rammerne for danske vognmænd og operatører

Dansk PersonTransport var i sidste uge i Bruxelles for at deltage i møder og arrangementer i regi af IRU, hvor en række centrale spørgsmål for persontransporten i Europa var på dagsordenen.


For Dansk PersonTransport handler det om at være til stede, når de rammer bliver drøftet, som får betydning for danske vognmænd og operatører. Det gælder både nye regler, teknologisk udvikling og de vilkår, som busser og taxier møder i praksis.

På mødet i taxigruppen var der blandt andet fokus på platformsdirektivet og på, hvordan de enkelte lande griber implementeringen an. Her står det klart, at også vores søsterorganisationer følger udviklingen tæt, og at flere lande endnu ikke officielt har meldt ud, hvordan direktivet skal omsættes til national lovgivning.

Der var også en drøftelse af førerløse taxier og deres plads i fremtidens transport. Her var budskabet klart, at nye løsninger ikke må få lettere vilkår end de virksomheder, der allerede opererer på markedet. Hvis førerløse taxier skal have en rolle i EU, skal det som minimum ske under samme forudsætninger som traditionelle taxier og med skarp kontrol, så de ikke bidrager til mere trængsel i byerne.

I passagertransportgruppen var der blandt andet fokus på nulemissionsturistbusser. Her vakte VIKINGBUS’ første internationale kørsel med en elturistbus stor interesse. Det understreger, at Danmark også på dette område er med helt fremme, og at danske erfaringer bliver lagt mærke til.

Der blev samtidig talt om, hvordan IRU fortsat skal arbejde for, at det bliver lettere for busser at komme frem i de europæiske byer. Det gælder både turistbusser og rutebusser. Her blev Aalborgs BRT-system fremhævet som et godt eksempel på, hvordan man kan styrke fremkommeligheden og skabe bedre kollektiv transport i praksis.

Derudover blev der gjort status på elektrificeringen af rutetrafikken, hvor Danmark fortsat hører til blandt de lande, der er længst fremme.

Bruxelles turen omfattede også IRU’s store EU-event ”Future-proofing transport: Skills, technology and transition” om kompetencer, teknologi og omstilling. Her var der bred enighed om, at den grønne og digitale omstilling kun lykkes, hvis den tager afsæt i virkeligheden ude i virksomhederne og i de mennesker, der hver dag får transporten til at fungere.

For Dansk PersonTransport er arbejdet i Bruxelles en vigtig del af indsatsen for at sikre, at danske interesser bliver hørt, og at de europæiske rammer udvikler sig i en retning, som også fungerer i praksis for danske virksomheder.