
Dansk PersonTransport ønsker Signe Munk stort tillykke med udnævnelsen som ny by-, land- og transportminister.
Med den nye ministerpost samles transport med udviklingen i byerne og landdistrikterne. Det giver god mening. Adgang til transport er afgørende for, om mennesker kan komme på arbejde, tage en uddannelse, komme til behandling og leve et godt liv i hele Danmark.
“Stort tillykke til Signe Munk. Hun får ansvar for en række områder, der hænger helt tæt sammen. Skal det være attraktivt at bo, arbejde og leve i hele Danmark, skal borgerne også kunne komme grønt, effektivt, sikkert og trygt frem uden at have behov for at benytte egen bil. Vores medlemmer løser den opgave hver eneste dag, og vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med den nye minister,” siger Michael Nielsen, administrerende direktør i Dansk PersonTransport.
Regeringsgrundlag er et godt afsæt for bedre transport
Den nye regering har i sit regeringsgrundlag sat fokus på den kollektive transport. Regeringen vil afsætte 2 mia. kr. til gratis offentlig transport for unge under 22 år, belyse hvordan den kollektive transport kan gøres mere attraktiv og analysere, hvordan mobiliteten og den kollektive transport kan forbedres på landet.
Det er et positivt afsæt, mener Dansk PersonTransport. Nu bliver opgaven at omsætte ambitionerne til transporttilbud, som fungerer for borgerne i hverdagen.
“Det er positivt, at regeringen vil prioritere den kollektive transport og give unge bedre muligheder for at komme rundt. Gratis offentlig transport for unge kan give mange nye muligheder, men initiativet får først sin fulde værdi, hvis der også bliver investeret i området, så der er flere busser at stige på, og taxi og flextrafik fungerer for de borgere, der har brug for dem, eksempelvis til at komme helt hen til de centrale kollektive transportkorridorer. Vi står klar med erfaringer og konkrete løsninger,” siger Michael Nielsen.
Transporten skal fungere bedre uden for de største byer
For Dansk PersonTransport er det særligt vigtigt, at arbejdet med mobiliteten på landet bliver konkret. Mange steder er bussen den kollektive transports rygrad. For andre borgere er taxi, flextrafik eller anden behovsstyret transport nødvendig for at kunne komme frem.
Derfor skal den professionelle persontransport tænkes ind fra begyndelsen, når regeringen skal arbejde videre med mobiliteten både i byer og landdistrikter. Nye løsninger kan være relevante, men de skal bygge på transport, der er stabil, tryg og udføres af professionelle virksomheder, som tager ansvar.
En af de konkrete opgaver for den nye minister bliver at få evalueret og ændret taxiloven, så der kan skabes fair konkurrence samt garantere kvalitet, ansvar og fair vilkår i flextrafikken. Her køres hver dag ældre, patienter, børn og mennesker med handicap, som skal kunne have tillid til, at transporten fungerer på et professionelt niveau. Dansk PersonTransport har længe peget på behovet for tydeligere krav, bedre kontrol og et klarere ansvar for kvaliteten i den offentligt betalte transport.
“Flextrafikken er en vigtig velfærdsopgave. Når det offentlige køber transport til borgere, der ofte ikke har andre muligheder, skal kvalitet, ansvar og ordentlige vilkår være på plads. Det er desværre ikke altid tilfældet i dag og er dermed et område, hvor vi allerede har konkrete forslag til forbedringer, og hvor vi gerne bidrager til arbejdet,” siger Michael Nielsen.
Transporten har samtidig betydning for turismen, som også bliver en del af den nye ministers ressort. Turistbusser, fjernbusser, taxier og repræsentativ limousinekørsel bringer hver dag gæster til attraktioner, byer og oplevelser i hele landet. Gode transport- og adgangsforhold er derfor også en forudsætning for, at turismen kan udvikle sig i hele Danmark.
Dansk PersonTransport ser frem til samarbejdet med Signe Munk og står klar til at bidrage med branchens viden og løsninger i arbejdet for en stærkere kollektiv transport og bedre transportmuligheder i hele Danmark.