Corona: Det gør trafikselskaberne
Statsministerens udmelding tirsdag har fået samtlige trafikselskaber i Danmark til at forholde sig til corona. Læs her, hvad de enkelte melder ud
11 marts 2020

Efter statsminister Mette Frederiksen i går til et pressemøde om corona meldte ud, at der skulle laves tiltag i den kollektive trafik for at inddæmme smitterisiko, er de kollektive busselskaber gået i gang med at udarbejde retningslinjer.

Midttrafik i region Nordjylland var en af de første til at melde deres nye retningslinjer ud.
For at undgå trængsel og derfor tæt kontakt mellem passagerer må chaufføren kun tage det antal passagerer med, der er siddepladser til i bussen. Når der er fyldt op, lukker dørene, og der tages kun nye passagerer med igen, når nogen er stået af.
Samtidig opfordres passagerer til at købe deres billetter via mobilen eller deres rejsekort for at undgå at håndtere kontanter.
Instrukser om rengøring er sendt ud til alle busselskaber, hvor især kontaktpunkter som stopknapper skal rengøres oftere og grundigt.
Onsdag morgen kunne trafikselskabet melde, at de har oplevet færre passagerer. Nogle busser har måttet bede passagerer vente til næste bus, da der var fyldt op, men de rejsende har vist forståelse.

Movia på Sjællands kommunikationsdirektør Camilla Struckman fortæller, at de først og fremmest koncentrerer sig om at få bredt myndighedernes opfordringer ud til borgerne. Det vil sige at holde afstand til hinanden og prøve at lægge rejser uden for myldretiden.
”I Movia er vi også i fuld gang med at se på, hvordan vi i øvrigt kan efterleve myndighedernes opfordring. Vi har tæt dialog med de mange busoperatører, og vi følger myndighedernes krav om en grundig rengøring af busser og toge en gang i døgnet. Vi ser også på, hvor der kan være behov for at sætte ekstra kapacitet ind.”
”I dag har vi fokuseret på information til borgerne. Det er vigtigt, at vi passer godt på hinanden og tager hensyn til de særligt sårbare og svage,” fortæller Camilla Struckman og afslutter: ”Det her vil desværre betyde gener for passagerne, for der vil være busser, der kører forbi, fordi kapaciteten er opbrugt. Det er op til chaufførerne og lokoførerne at vurdere det. Og vores råd er, at man lytter til dem. De gør deres bedste.”

NT, Nordjyllands trafikselskab, har sat guider på stationerne, der spørger, om passagererne kan tage en bus i stedet for tog eller en senere afgang. Sideløbende har de indsat ekstrabusser.
”Vi er lige nu ved at danne os et overblik over, hvilke ruter der er behov for at aflaste, og så vil vi indsætte ekstra busser,” fortæller Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos Nordjyllands Trafikselskab, og fortsætter:  ”Vi kan ikke forhindre folk i at komme ind i bussen eller toget, men vi håber, at folk vil vise ansvar. Vi håber også, at folk vil overveje at møde tidligere eller senere på arbejde, hvis det er muligt, så myldretiden bliver spredt lidt ud”.
Onsdag morgen var meldingen fra NT, at de oplever færre passagerer og længere transporttid. Kunderne tager det fint og har fuld forståelse.

FynBus har også indført lignende tiltag. De vil begrænse trængslen i de kollektive transportmidler, og fra dags dato vil nogle busser medtage færre passagerer.
”Chaufførerne på de af vores ruter, der kører i byerne og på de regionale ruter, vil være instrueret om kun at medtage passagerer svarende til ca. halv kapacitet. Kunderne bedes venligst følge chaufførernes instrukser,” skriver FynBus på deres hjemmeside. Her skriver de også, at de desværre ikke har mulighed for at indsætte ekstrabusser i større omfang.
Onsdag morgen meldte FynBus ud, at der nok havde været lidt færre passagerer i morgentrafikken, og at det havde været en morgen med ro på uden forlænget rejsetid.

Sydtrafik vil også nedsætte antallet af passagerer i busserne. Chaufførerne har fået påbud om at afvise passagerer over den fastsatte græse, og passagererne opfordres til at følge chaufførens anvisninger.  Derudover henviser de til myndighedernes anbefalinger om at vise hensyn, holde afstand og rejse uden for myldretiden, hvis det er muligt.

Force majeure
På grund af smitterisikoen melder alle trafikselskaber, at rejsegaranti suspenderes indtil videre.