Rutekørsel

|15.05.2019

Busbranchen forener sig om overgangen til klimavenlig bustrafik

Dansk PersonTransport har stiftet en ERFA-gruppe, der samler foreningens medlemmer og associerede medlemmer om de mange spørgsmål, der opstår i forbindelse med den igangværende grønne omstilling af den kollektive trafik.


Den kollektive bustrafik vil i de kommende år gennemføre en omskiftning til alternative drivmidler, der er baseret på bæredygtige, fossil- og/eller emissionsfrie drivmidler og teknologier. Det er en omstilling, der giver anledning til mange spørgsmål.

  • Hvilke teknologier er bedste egnede i de enkelte byer, kommuner og regioner?
  • Hvor hurtigt skal omskiftningen ske?
  • Hvordan sikrer vi den nødvendige balance mellem klima, lokalt miljø, forsyningssikkerhed og økonomi?
  • Hvordan udformes udbuds- og kontraktmaterialer i trafikselskabernes udbud, så vi finder de rigtige løsninger til de rigtige priser.

Dansk PersonTransport har stiftet en ERFA-gruppe, der samler foreningens medlemmer om disse spørgsmål (og mange flere). I ERFA-gruppen deltager – foruden repræsentanter og eksperter fra busselskaberne, de af Dansk PersonTransports associerede medlemmer, der leverer busserne til det danske marked:

  • EvoBus / Daimler / Mercedes-Benz
  • MAN Truck & Bus Danmark A/S
  • Solaris Bus Danmark A/S
  • VBI Group ApS (Iveco)
  • VDL Bus & Coach Danmark

”Vi går meget ydmygt til opgaven og de svære spørgsmål, men er også meget fortrøstningsfulde. Vi har samlet folk med masser af viden om den daglige busdrift og busproducenter med forskellige styrker og løsninger til omstillingen af den kollektive bustrafik. Ambitionen er i første omgang at gøre os selv og hinanden klogere og dernæst – meget gerne – dele vores viden, konklusioner og anbefalinger med vores samarbejdspartnere i den kollektive bustrafik,” fortæller sektorchef Lasse Repsholt.

De første møder i ERFA-gruppen finder sted.

  • Torsdag den 23. maj 2019
  • Mandag den 3. juni 2019