13.11.2026

Bred opbakning til at rydde op i flextrafikken. Nu skal vi i gang.

Folketinget brugte onsdag halvanden time på forholdene i flextrafikken, og på tværs af partierne var der enighed om, at der skal ske noget. Dansk PersonTransport kvitterer for opbakningen og håber, at arbejdet med de konkrete ændringer kommer hurtigt i gang.


Det var et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om styrket regulering og kontrol, der onsdag den 11. november bragte flextrafikken i folketingssalen. Der tegnede sig ikke flertal for selve forslaget, men ordfører efter ordfører erklærede sig enig i, at der skal skabes ordentlige forhold i branchen.

Hos Dansk PersonTransport hæfter man sig ved, at enigheden rækker fra den ene side af salen til den anden.

“Vi vil gerne kvittere for, at Michael Nedersøe og Dansk Folkeparti har sat flextrafikken på dagsordenen i Folketinget, og for at så mange partier bakker op om at få ryddet op. Det har vores medlemmer ventet på længe, for de seriøse vognmænd kan ikke blive ved med at konkurrere mod nogen, der ikke følger reglerne,” siger vicedirektør Trine Wollenberg.

Ministeren vil ændre reglerne

By-, land- og transportminister Karina Lorentzen Dehnhardt sagde under debatten, at hun deler ambitionen om mere ordnede forhold, og at spørgsmålet ikke er, om der skal gøres noget, men hvilke tiltag der virker bedst. Hun ville dog ikke lægge sig fast på et konkret lovforslag nu.

Flere ordførere pegede samtidig på, at trafikselskaberne har et ansvar for, hvem de indgår kontrakter med, og for at følge op på, at kravene bliver overholdt.

“Det er godt, at ministeren vil finde løsningerne sammen med branchen og Folketingets partier, og den dialog deltager vi meget gerne i. Men vi håber også, at den ikke kommer til at trække ud. Flextrafikken kører hver dag med ældre, syge og mennesker med handicap, og de skal kunne regne med, at kørslen er i orden,” siger Trine Wollenberg.

Forslagene ligger klar

Dansk PersonTransport har sammen med trafikselskaberne, 3F Transport, Dansk Erhverv og DI Transport peget på fire konkrete lovændringer, der kan give en bedre regulering af flextrafikken.

“Når arbejdsgivere, lønmodtagere og trafikselskaber er enige om, hvad der skal til, er der jo et godt sted at begynde. Det her handler om at komme i gang hurtigst muligt med at få lavet nogle ændringer, så både passagerer, chauffører og vognmænd kan mærke en forskel i praksis,” siger Trine Wollenberg.

Beslutningsforslaget behandles nu i Folketingets Transportudvalg, som efter den foreløbige tidsplan afgiver betænkning den 10. december.