Borgmester om taxibranchen: Jeg vil tage det med til Christiansborg
Taxibranchen er presset. Det fremgik tydeligt, efter P4 København i morges havde været på gaden og tale mere flere repræsentanter i taxierhvervet. Senere kom beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard foran mikrofonen og lovede at tage budskabet med til forhandlingsbordene.
01 oktober 2020

”Jeg vil prøve at tage dialogen op med mine kolleger på Christiansborg for at se, om de ikke kan gøre noget for at hjælpe taxibranchen. Kan vi få dem med ind i nogle af hjælpepakkerne? Fordi de måske nok er en del af fødekæden til den samlede turisme-, restaurant- og oplevelsesøkonomi,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune til P4 København 01/10 2020.

Ordene falder efter en morgen og formiddag, der har stået i taxibranchens tegn på sendefladen på P4 København. Dansk PersonTransports vicedirektør Trine Wollenberg var i studiet tidligt i morges, og adskillige taxichauffører var blevet spurgt om deres nuværende situation til udsendelsen. Der tegner sig det utvetydige billede af en branche, der er ualmindeligt presset under coronakrisen, og som er direkte påvirket af de medfølgende restriktioner. Noget som beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard anerkender:

”Det har dels nogle konsekvenser i forhold til mobiliteten og infrastrukturen i byen, men set med beskæftigelsesbriller så er det rigtigt trist. Det er gode arbejdspladser, der forsvinder, og det er arbejdspladser, der normalt står åbne for folk der ikke nødvendigvis har en lang, videregående uddannelse. Og det er også arbejdspladser, der står åbne for folk med anden etnisk baggrund. Så både fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt og et integrationsmæssigt synspunkt er det rigtigt trist,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard. Hun konkluderer, at hun vil gå videre med taxibranchens budskab om, at de gerne vil ses som underleverandører og dermed også berettigede til en kompensation:
”Jeg synes, de har en pointe. Når der nu i månedsvis ikke er kommet ret mange turister og internationale folk til lufthavnen, der skal køres videre, når man fra politisk hold lukker caféer og restauranter klokken 22, så kan alle jo tage hjem, gå hjem, cykle hjem, så er der ikke så meget brug for taxier. Når vi hører, at alle de store organisationer og virksomheder aflyser alle de store julefrokoster, er det endnu et sted, hvor man ikke har brug for en taxi. Så jeg synes, at taxibranchen er blevet hårdt ramt her, og jeg synes, det ville være helt rimeligt at tage dem med i nogle af de her hjælpepakker, der er på bordet i øjeblikket.”

Hør udsendelsen her (spol frem til 2:08)
https://www.dr.dk/radio/p4kbh/p4kbh-morgen/p4-morgen-2020-10-01-06-05-7