Danmarks Statistik beretter om markante stigninger i hotelovernatninger i Danmark, med 1,5 millioner hotelovernatninger i april 2022. Tallet overgår samtlige målinger for april måned siden 1992, hvilket kendetegner den generelle tendens for turistniveauet i 2022 der er i vækst, også sammenlignet med tiden før Covid-19. Selvom stigningen særligt er sket blandt de danske turister, er de udenlandske turister også kommet tilbage på niveauet før Covid-19.
Udover hoteller er feriecentre, campingpladser og vandrerhjem også blevet flittigt besøgt, og samlet er der sket en stigning på 1,8 millioner overnatninger sammenlignet med april 2021. Således er det samlede tal for overnatninger i april på hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem ligeledes det højeste i statistikhistorien for april i Danmark, med i alt 3,2 millioner overnatninger. Stigningen berører alle fem regioner.
Ifølge formand for DPT’s Nord- og Midtjyske kreds, Lars Brøchner, kan de overnattende gæsters tilbagevenden mærkes i turistbusbranchen: ”Siden umiddelbart efter påske har vi haft fuld gang i vores bookinger med turister, men fortrinsvis er det med danske turister. Så vi er glade og tilfredse igen”, lyder det optimistisk fra Brøchner.
Læs mere om Danmarks Statistiks beregninger her.