30.03.2026

Alle kommunalt finansierede buslinjer i København kører nu på el

Søndag den 29. marts overgik også linje 19 og 5C til el. Dermed er samtlige kommunalt finansierede buslinjer i København nu elektrificeret, og busserne står endnu stærkere som grønt transportvalg i hovedstaden.


København har nu taget det sidste skridt i omlægningen af de kommunalt finansierede buslinjer til el. Med overgangen for linje 19 og 5C kører alle kommunalt finansierede buslinjer i København nu på el.

Det er en vigtig milepæl i den grønne omstilling af den kollektive transport. Busserne er allerede et grønt og effektivt transportvalg, fordi de kan flytte mange mennesker på en pladsbesparende måde. Når busserne samtidig kører på el, bliver gevinsten endnu større for både klimaet og luften i byen.

Beslutningen om at omlægge kommunens 42 buslinjer til busser uden CO2 udledning fra motoren blev truffet i 2016. Siden er bus efter bus blevet udskiftet, og med omlægningen af linje 19 og 5C er målet nu nået.

Det gælder også 5C, som er en af Nordens travleste buslinjer. Linjen har siden 2017 kørt på biogas, men er nu overgået til el på linje med de øvrige kommunalt finansierede buslinjer i København. Også linje 19, der kører mellem Glostrup Station, Frederiksberg og Valbyparken, er nu blevet elektrificeret.

Ifølge Københavns Kommune betyder omlægningen, at der årligt spares omkring 14.700 ton CO2. Samtidig udleder busserne hverken NOx eller partikler fra motoren, hvilket bidrager til bedre luftkvalitet i byen.

Movia har samtidig peget på, at udviklingen i København er med til at løfte den samlede andel af elbusser på Sjælland, hvor 72 procent af busserne i dag kører på el.

Læs mere hos Københavns Kommune her.