12.11.2025

Ændringer i Barnets Lov: Forældre skal fremover selv bestille kørsel til børn med funktionsnedsættelser

Kommunerne må ikke længere bestille eller betale visse former for kørsel for børn med funktionsnedsættelser. Omfattet af ændringen er f.eks. kørsel til fritidsaktiviteter og aflastning. Fremover skal forældre selv lave aftale med en vognmand og søge kompensation bagefter.


Social- og Boligministeriet har ændret reglerne i §86 i Barnets Lov, som handler om kompensationsydelse til familier med børn, der har betydelig eller varig nedsat funktionsevne.

Hidtil har mange kommuner stået for at bestille og betale transport til og fra fritidsaktiviteter, aflastning og lignende – ofte gennem udbudte kontrakter eller faste leverandøraftaler med vognmænd. Det må de ikke længere. Ændringen gælder for nye bevillinger eller fornyelse af bevillinger.

Efter lovændringen den 1. september 2025 skal forældrene selv bestille og betale kørslen – for eksempel hos et taxiselskab eller busselskab og bagefter få udgiften dækket gennem kommunens kompensationsordning.
Kommunernes rolle ændres i stedet fra driftsaktør til myndighed. De skal fortsat vurdere, om familien har ret til kompensationsydelse, beregne og udbetale kompensationen og vejlede forældrene i, hvordan kørselsudgifter kan dokumenteres. Kommunen skal også føre tilsyn med, at kompensationen bruges til det formål, den er bevilget til, men må ikke selv koordinere eller betale selve kørslen.

For Dansk PersonTransports medlemmer betyder det, at henvendelserne fremover kommer direkte fra familierne. De aftaler selv pris og vilkår, og afregningen sker direkte mellem familien og vognmandsvirksomheden.
Kommunerne må ikke længere indgå eller forlænge leverandøraftaler om kørsel efter §86 og skal derfor gradvist afvikle de aftaler, der dækker området. Igangværende bevillinger til familier kan dog fortsætte efter de hidtidige regler, indtil kommunen foretager en revurdering.

Ændringen kan derfor betyde nye typer kundehenvendelser og aftaleformer for vognmænd, der tidligere har kørt for kommuner under Barnets Lov.

Hos Dansk PersonTransport opfordrer vi derfor vores medlemmer til at være opmærksomme på ændringen. Vi er altid klar til at svare på spørgsmål, hvis der er tvivl om, hvordan reglerne påvirker jeres kørsel.