elbus
|03.09.2020Sydtrafik har udpeget Tide Bus Danmark som vinder af udbuddet af Esbjerg Bybusser. De 29 elbusser skal køre 118.000 timer om året eller godt 4.000 timer pr. bus. Lidt tålmodighed skal man dog have. De nye busser skal rulle ud 12. december 2021, og kontrakten løber i 10,5 år med mulighed for forlængelse i yderligere 2 år.
”Vi har noteret os, at Sydtrafik og Esbjerg Kommune er positivt overraskede over økonomien for de nye elbusser. Det er gode nyheder. Hvis der er luft og plads i budgetterne til nogle yderligere investeringer, vil jeg derfor kraftigt opfordre Esbjerg Kommune til at målrette ressourcerne mod at få endnu flere borgere til at benytte de nye elbusser. Markedsføring, opgradering af stoppestedsfaciliteter og ikke mindst en målrettet indsats mod at gøre Esbjerg til en grøn og venlig by, der prioriterer fodgængere, cyklister og kollektiv trafik over biltrafikken kan – i kombinationen med de nye emissionsfri og støjsvage busser – blive en sand vindersag for byen og dens borgere,” vurderer Lasse Repsholt, Dansk PersonTransport. Esbjerg Kommune gennemførte i juni 2017 en omfattende omlægning af bybusnettet.
DitoBus er – som ny operatør i Sydtrafik – blevet tildelt en kontrakt på 21 lokalbusser i Esbjerg Kommune. De kører cirka 1.500 timer pr. bus om året, så her er der ikke økonomisk basis for drift med elbusser.