Yderligere genåbning på vej
Et politisk flertal er blevet enige om at åbne yderligere i de kommende uger. Det betyder blandt andet, at restauranter, cafeer samt barer kan åbne op fra næste uge, forsamlingsloftet hæves, og stadionerne åbnes for sportsbegivenheder.
16 april 2021

Caféer og restauranter
Allerede fra den 21. april får caféer, restauranter, barer og værtshuse lov til at åbne for indendørs servering med krav om bordbestilling og fremvisning af coronapas.
Samtidig fjernes kravet om coronapas ved udendørs servering. Den sidste udskænkning vil være klokken 22.00, og både cafeer samt restauranter skal lukke klokken 23.

Sport
Tilskuere får lov til at vende tilbage til stadioner med klart adskilte sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver og med krav om coronapas.

Skoler
5.-8.-klasses elever får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning, mens Daghøjskoler, inklusiv seniorhøjskoler, kan åbne med testkrav svarende til testmodellen på uddannelsesområdet.

Forsamlingsforbud
21. april hæves forsamlingsloftet til 10 personer indendørs og 50 udendørs. I dag er loftet på henholdsvis 5 og 10.

6. maj hæves loftet til 25 indendørs og 75 udendørs.

21. maj hæves det til 50 indendørs og 100 udendørs.

11. juni hæves det til 100 indendørs. Fra den dato gælder forsamlingsloftet ikke længere udendørs.

  1. august afskaffes forsamlingsloftet helt. Dette gælder dog ikke for særligt store arrangementer og forsamlinger. I begyndelsen af næste uge vil en ekspertgruppe komme med sine anbefalinger heromkring. Det kan blandt andet få betydning for, om sommerens festivaler kan afholdes.