Udfasning af restriktioner gavner persontransporten
Aftalen om udfasning af restriktioner byder blandt andet på lempede krav til at bære mundbind, udvidet åbningstider for nattelivet og et øget forsamlingsloft både indendørs og udendørs.
10 juni 2021

Så er der godt nyt for persontransportsektoren, for efter gårsdagens forhandlinger står det nu klart, at en aftale om yderligere udfasning af restriktionerne træder i kraft. Aftalen betyder blandt andet en lempelse af kravene om mundbind, længere åbningstider for restauranter og cafeer, at flere må forsamles – blandt andet til de kommende EM-kampe i parken – og at nattelivet åbner den 1. september.

  • Allerede fra mandag forsvinder kravet om at bære mundbind eller visir næsten helt. Det eneste sted, hvor det fortsat skal bæres, er i offentlig transport, hvis man er stående eller gående passager eller personale. Pr. 1. september vil denne restriktion også ophører.
  • Barer, restauranter, caféer og bodegaer kan udvide åbningstiden til klokken 24 allerede fra i morgen. Og fra den 15. juli kan der holdes åbent til klokken 02 om natten, hvilket er godt nyt for de mange taxier, som har lidt under et nedlukket natteliv.
  • Først den 1. september kan nattelivet såsom diskoteker og natklubber åbne igen, der vil dog være krav om coronapas første måned.
  • Det indendørs forsamlingsforbud hæves til 250 den 1. juli, og loftet over antal tilskuere til EM-kampene i Parken hæves til 25.000 fra på lørdag. Dette betyder, at det igen bliver muligt at afholde større arrangementer og forsamlinger, hvilket kan give et tiltrængt skub til turistkørslen.

DPT fortsætter arbejdet med at fjerne de sidste restriktioner, såsom alkoholforbuddet i busserne.