Transportministeren er ombord i elbussen
Grøn bustrafik er på dagsordenen, når transportminister Benny Engelbrecht i aften deltager i et møde med trafikselskaberne, hvor der blandt andet vil være en fremvisning af elbusser, opladning og en prøvetur.
14 januar 2020

Trafikselskaberne i Dannmark (TiD) afholder i aften et fyraftensmøde med transportminister Benny Engelbrecht om fremtidens grønne bustrafik. For fremtidens busflåde skal være grønnere, hvilket er et centralt ønske for regeringen. Af den grund blev der afsat 75 millioner kroner på efterårets finanslov til en grøn buspulje, som skal være med til at fremme omstillingen af bustrafikken til nulemission.

”Den grønne omstilling af bustrafikken er i fuld gang. Det er i den grad en udvikling, vi bakker op om i regeringen. Vi har brug for, der bliver tænkt i grønne løsninger – også i den kollektive trafik – og derfor har vi i regeringen afsat midler til at fremme udviklingen af en grønnere bustrafik over hele landet,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Ved udgangen af 2019 havde trafikselskaberne indsat i alt 360 grønne busser over hele landet. Det svarer til, at ca. 11 procent af landets busser kører på andre brændstoffer end diesel. I december indsatte Movia 48 elbusser i København og Frederiksberg Kommune, og Aalborg Kommune fik som den første i landet tilladelse til forsøg med selvkørende elbusser.

Arrangementet starter hos Anchersen, som har vundet Movias kontrakt på linje 18 og indsat elbusser med natopladning. Derefter vil der være en fremvisning af elladeinfrastruktur ved endestationen for linje 2A på Refshaleøen. Linje 2A køres af Arriva.