Tilskudsordninger, ladestandere og for mange taxier
Hvis man helt kort skal opsummere de vigtigste spørgsmål hos de forsamlede taxivognmænd til dagens eltaxi arrangement, så var der tilskudsordninger til nulemissionsbiler, flere ladestandere, og at der bliver givet alt for mange nye tilladelser på menuen.
04 november 2019

I sit åbningsoplæg til dagens eltaxi arrangement lagde Carsten Aastrup, adm. direktør i Dantaxi op til, at der også fra taxichaufførernes side skal være åbenhed. Han nævnte blandt andet, at 25 procent af alt taxikørsel skal være selvkørende i Dubai i 2030. Og selvom Danmark ikke kan bryste sig af at være lige så teknisk langt fremme, så blæser vindene i samme retning herhjemme, og derfor skal taxibranchen være åben og ikke sige nej til nye tiltag, som kan være med til at sikre dens overlevelse, understregede han.

På trods af fremtidens muligheder for persontransport med selvflyvende droner og selvkørende taxier, mener transportministeren Benny Engelbrecht ikke, at taxibranchen bør være bekymret for at blive erstattet af maskiner. For regeringen er taxibranchen absolut en del af den kollektive transport, understregede Benny Engelbrecht;
”Taxier ER en del af den kollektive transport, så det er et af de områder, som vi har fokus på fremadrettet. Det er en vigtig del af udviklingen. Og for at den grønne omstilling skal blive en realitet, skal infrastrukturen op og køre; det er helt klart en prioritet. Vi skal have flere ladestandere – jeg har selv en hybrid, og jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne fungere, hvis jeg ikke hade en privat ladestander. Så jo, vi skal have centralt placerede ladere – for dér halter vi efter,” understregede Benny Engelbrecht.

Et af spørgsmålene fra salen lød på, at der bliver givet for mange bevillinger, så der kommer for mange biler på gaden, og vognmændene derfor mister penge. Benny Engelbrecht indrømmede, at det er et reelt problem.
”Der er et dobbelthensyn, for der er en risiko for udvanding, men der er også dele af Danmark, hvor man ikke kan finde en taxi. Det er et dilemma, som vi skal tage hensyn til. Der er en evaluering i gang, som skal være klar i starten af 2020, hvor vi forhåbentligt får svar på, hvad vi kan gøre.”

Vognmændene efterspurgte også i høj grad tilskud fra regeringens side ved køb af elbiler, da mange af de mindre vognmænd simpelthen ikke har råd til at skifte til nulemissionsbilerne, der ofte er meget dyrere end dieselbilerne.

”Regeringen vil gerne lave partnerskaber, så vi kan give forhjul til den grønne kørsel. Man får en fordel ved at være på forkant og vælge en nulemissionsbil, hvis du spørger mig, hvilken bil man skal skifte til, næste gang man køber taxi” svarede Benny Engelbrecht.

Trine Wollenberg fra Dansk PersonTransport mener, at dagens arrangement var en succes.
”Generelt set så synes jeg at vi fik taget fat i nogle relevante problemstillinger, og at vi fik adresseret mange af de ting, som vi hos Dansk PersonTransport ønsker at få sat på dagsordenen. Jeg er glad for, at transportministeren lagde vægt på vigtigheden af partnerskaber. Der er en usikkerhed omkring investering i ny teknologi, og derfor er det vigtigt med incitamenter, der kan fremme den investering.”