Skattesnyd hos Uber
Nye undersøgelser viser, at tidligere chauffører hos Uber, der lukkede i Danmark i 2017, har bedrevet svindel for over 3,5 millioner.
22 januar 2020

Ubers tidligere chauffører er således blevet afsløret i at svindle det offentlige i stor stil ved at modtage sociale ydelser samtidig med, at de havde en indtægt hos Uber.

Skattestyrelsen har oprindeligt modtaget oplysninger om ca. 1.800 personers indtægter som Uber-chauffør i Danmark og har heraf sendt i alt 821 potentielle sager om socialt bedrageri blandt Uber-chauffører til henholdsvis Kommunerne (233 sager), Udbetaling Danmark (269 sager) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (319 sager).

131 chauffører skal betale godt 3,5 millioner kroner tilbage, og 22 af chaufførerne har bedraget så groft, at de også er blevet politianmeldt af myndighederne.

Snyderiet fordeler sig således, at 57 af chaufførerne har snydt landets kommuner med kontanthjælp. 68 af chaufførerne har snydt a-kasserne i forhold til dagpenge, og seks af chaufførerne har snydt den offentlige myndighed Udbetaling Danmark med barsels dagpenge. Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgard (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Hertil oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at de har indledt dialog med Skattestyrelsen om yderligere sager for indkomstårene 2016 og 2017, så der kan være endnu flere bøder i vente for de tidligere Uber chauffører.

Se hele beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards svar her