Minister vil forbedre transportmuligheder i yderområder
Ny undersøgelse viser, at der er en klar udfordring i forhold til kollektiv transport i yderområderne, og at der er behov for at tænke i nye koncepter for mobilitet. Transportminister Benny Engelbrecht er derfor optaget af at finde andre og nye transportløsninger, der kan understøtte mobiliteten i yderområderne.
06 november 2019

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har netop offentliggjort en analyse af den kollektive trafik i yderområderne. Analysen viser, at der er en klar udfordring i forhold til kollektiv transport i yderområderne.

En kombination af store afstande, lav befolkningstæthed og forholdsvis mange personbiler betyder, at konventionel busdrift har svære vilkår, og måske i nogle tilfælde ikke længere er den oplagte løsning.

Mulighederne for væsentligt at forbedre den kollektive transport i yderområderne inden for de givne rammer er ifølge analysen begrænsede. Skal der i væsentligt omfang ske en styrkelse af mobilitetstilbuddet i de tyndere befolkede områder, skal der tænkes i nye koncepter.

”Jeg mener, at alle danskere fortjener gode transportmuligheder – og det gælder både i byer og landdistrikter. Desværre hører jeg ofte fra borgere i de mindst befolkede områder, at de oplever, at den kollektive trafik bliver forringet. Det er en udvikling vi må og skal vende ved simpelthen at gøre tingene bedre,” siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:

”Ifølge analysen er det vanskeligt at skabe markante forbedringer inden for de nuværende rammer. Jeg vil derfor bede trafikselskaberne om deres bud på, hvordan vi kan gøre det bedre ved at tænke i nye løsninger og koncepter for den kollektive transport i landdistrikterne. Derudover vil jeg gennemgå den nuværende regulering for at undersøge, om der er behov og mulighed for ændringer.”

Ministeren lægger desuden op til at drøfte behovet for nye investeringer i den kollektive transport i yderområderne i de kommende forhandlinger om en investeringsplan for fremtidens infrastruktur.