Kompensation for omsætningstab forlænget til 28. februar
Erhvervsstyrelsen har åbnet for ansøgning af kompensation for omsætningstab for selvstændige frem til 28. februar.
05 februar 2021

Selvstændige med op til 25 ansatte kan nu søge om kompensation for omsætningstab frem til 28. februar. Erhvervsstyrelsen har netop åbnet ansøgningen, så der kan søges for februar måned.

Af vejledningen på Virksomhedsguiden.dk fremgår det, at hvis du allerede har modtaget kompensation og ønsker at forlænge din kompensationsperiode til den 28. februar 2021, skal du indsende en ny ansøgning for hele den periode, som du ønsker kompensation for. Det betyder, at hvis du for eksempel har fået kompensation fra den 1. september 2020 til den 31. december 2020, så skal du nu indsende en ansøgning fra den 1. september 2020 til den 28. februar 2021. Gør du dette, vil din tidligere udbetalte kompensation på denne ordning blive fratrukket det samlede kompensationsbeløb.

Du kan læse mere og tilgå ansøgningen på Virksomhedsguiden.dk eller Virk.dk