Husk at omregistrere dit IVS-selskab til et ApS
Iværksætterselskaber, de såkaldte IVS’er er snart historie. Folketinget foretog nemlig en ændring i selskabsloven i foråret 2019 og fjernede muligheden for at oprette denne form for selskaber. Samtidig blev det vedtaget, at alle eksisterende iværksætterselskaber enten skulle omdannes til et anpartsselskab (ApS) eller opløses.
06 september 2021

Fristen for at omregistrere et IVS til et ApS, eller opløse det, udløber 15. oktober. I praksis indebærer dette, at alle iværksætterselskaber, som ikke er omregistreret eller opløst ved fristen, vil modtage en henvendelse fra Erhvervsstyrelsen med en frist på fire uger til at omregistrere eller opløse sig. De iværksætterselskaber, som efter fire uger fortsat ikke er omregistreret eller opløst, vil blive oversendt til tvangsopløsning ved skifteretten. Ifølge en artikel fra Berlingske er der tale om hele 16.000 selskaber, som er på vej i graven den 15. oktober.

Alle nuværende iværksætterselskaber er altså inden 15. oktober 2021 forpligtede til enten at omregistrere sig til anpartsselskaber eller at opløse sig efter selskabslovens § 216, som foregår via Erhvervsstyrelsens webportal Virk.dk. Til den brug skal der indhentes en erklæring fra Skattestyrelsen om, at al eventuel gæld til skatteforvaltningen er betalt.

”Det er vigtigt at få omregistreret fra IVS til ApS hurtigst muligt, hvis man ikke har gjort det endnu, for fristen er allerede blevet udskudt en gang fra den 15. april til den 15. oktober. Dansk Persontransports samarbejdspartner, Accountor, har allerede hjulpet mange af vores medlemmer under Coronakrisen med kyndig og professionel vejledning i forbindelse med hjælpepakkerne. Jeg vil derfor opfordre til, at man henvender sig til dem, hvis man er i tvivl omkring proceduren ved omregistreringen, da Accountor på dette område kan yde en kompetent hjælp, så man ikke ender med et tvangsopløst selskab,” opfordrer Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk Persontransport.