Flere elbusser til hovedstaden
I samarbejde med Movia bliver en række nye elbusser sat i drift i de to hovedstadskommuner, og det er et vigtigt skridt på vejen mod en mere klimavenlig hovedstad, mener transportminister Benny Engelbrecht.
13 december 2019

Regeringen ønsker en grønnere busflåde. Det er baggrunden for, at der er afsat 75 millioner kroner til en grøn buspulje på den nyligt offentliggjorte finanslov, ligesom regeringen løbende vil se på yderligere initiativer til at fremme grøn omstilling af busdriften i Danmark. Transportminister Benny Engelbrecht er derfor meget tilfreds med, at 48 elbusser allerede har taget dele af busdriften i Københavns og Frederiksberg kommuner.

”Med de nye elbusser er den grønne omstilling til nulemission i fuld sving i Københavns og Frederiksberg kommuner. Det er i den grad en udvikling, vi bakker op om i regeringen. Vi har indgået en finanslov for 2020, hvor der er afsat penge til at fremme grønne busser. Vi har nemlig brug for, at der bliver tænkt i grønne løsninger på især transportområdet,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Også Københavns overborgmester Frank Jensen er glad for den kommende, grønne busflåde:
”Vi investerer massivt i grøn, kollektiv transport, så København også på transportområdet går forrest i den grønne omstilling. Nu vil mere end hver ottende bus, som københavnerne møder i byens gader, hverken larme, svine eller udlede CO2. Det er et afgørende skridt mod et grønnere København med ren luft.”