EU’s digitale COVID-certifikat gyldigt fra i dag
Fra i dag bliver det en hel del lettere at være turist, da man med EU’s digitale COVID certifikat frit kan rejse til en lang række destinationer i EU.
01 juli 2021

Det er i princippet det danske coronapas, der nu også gælder for rejser i EU.

For at få adgang til coronapasset skal man enten:

  • Være vaccineret 1. gang for mere end 14 dage siden eller færdigvaccineret for covid-19.
  • Været tidligere smittet med covid-19 inden for de seneste 240 dage.
  • Være testet negativ for covid-19 inden for de seneste 72 timer.

EU’s digitale COVID-certifikat accepteres som udgangspunkt i alle EU’s medlemsstater. Coronapasset fungerer ved hjælp af en app, som man kan downloade til sin telefon på Appstore eller Google Play Butik. Man kan også bruge printede coronapas fra sundhed.dk eller det vaccinepas, som man har modtaget med fysisk post, hvis du ikke bruger digitale løsninger.

Man skal dog være opmærksom på, at alle EU- og Schengenlande stadig har ret til at fastsætte egne krav om fx test eller isolation, når man indrejser. Derfor skal man altid tjekke de lokale rejseregler i det land, man rejser til. Da det er det enkelte EU medlemsland, der fastsætter reglerne for kontrol, er det DPT’s forventning, at man i hvert fald i en opstartsfase vil se en uensartet håndhævelse på tværs af medlemslande. Derfor opfordrer DPT til at man som busvognmand inden afrejse og gerne ifm. booking af ture til udlandet kontrollerer, at gæsterne har gyldigt coronapas med.

Læs mere om EU’s coronapas her og her