Er du nær kontakt til Covid-smittet?
Det kan være svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig som chauffør eller vognmand, hvis man er nær kontakt til en smittet. Læs med her, og bliv klogere på reglerne og anbefalingerne.
25 november 2021

I øjeblikket betyder de stigende smittetal, at det næsten er umuligt at undgå kontakt med en smittet eller kontakt med personer, som er nær kontakt til en smittet. Det kan være svært at følge med i præcist, hvordan man skal forholde sig, hvis man har været udsat for direkte eller indirekte smitte.

Hvad er nær kontakt?

  • Du har haft direkte fysisk kontakt (fx ved kram) med en smittet person, eller direkte kontakt til sekreter fra en smittet person (fx blevet hostet eller nyst på af en smittet person eller har rørt ved personens brugte lommetørklæde eller mundbind m.v.).
  • Du bor sammen med en smittet person.
  • Du i mere end 15 minutter har været tæt på en smittet person inden for 1 meter (fx ved samtale, ved middagsbordet, på arbejdspladsen mv.).
  • Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person, i en af følgende perioder:
    Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer stoppede.
    Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til 7 dage efter.

Hvordan forholder du dig som nærkontakt?

Hvis du er nær kontakt til en smittet, og du er færdigvaccineret eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder:

  • Du behøver du ikke at gå i selvisolation, hvis du ikke har symptomer.
  • Bliv testet med en PCR-test som udgangspunkt to gange på henholdsvis 4.- og 6.-dagen efter sidste kontakt til den smittede person.
  • Hvis du får symptomer på COVID-19, skal du straks gå i selvisolation og blive testet med det samme.
  • Hvis du tester positiv på en af dine tests, skal du straks gå i selvisolation.

Hvis du er nær kontakt og hverken er færdigvaccineret eller tidligere smittet:

  • Gå straks i selvisolation.
  • Bliv PCR-testet som udgangspunkt to gange på henholdsvis 4.- og 6.-dagen efter sidste kontakt til den smittede person. Bliv testet med en PCR-test med det samme, hvis du får symptomer på COVID-19.
  • Selvom din første PCR-test er negativ, skal du fortsætte din selvisolation. Du kan ophæve din selvisolation, når du får et negativt svar på din sidste PCR-test.
  • Hvis du tester positiv på en af dine tests, skal du blive i selvisolation.

Husk, at du altid kan læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside lige her