DPT politianmelder udenlandske busvirksomheder
Dansk PersonTransport har nu politianmeldt fire udenlandske busvirksomheder for manglende betaling af moms ved kørsel i mere end 350 tilfælde i sommeren 2018. Dette er blot den første politianmeldelse i kampen for at få fair konkurrence på buskørsel i Danmark.
08 april 2019

Som et led i kampen mod unfair konkurrence og social dumping har Dansk PersonTransport nu politianmeldt fire udenlandske busvirksomheder for momsunddragelse.

De fire busvirksomheder blev tilsammen registreret i Danmark 350 gange i løbet af sommeren 2018 i den store undersøgelse, som DPT lavede med stor hjælp fra busvognmænd og chauffører i især Storkøbenhavn og Nordsjælland.

Ingen af de fire busvirksomheder er ifølge SKAT’s oplysninger momsregistreret i Danmark, og der er således en begrundet mistanke om, at der ikke er betalt moms af den kørsel de har udført her i Danmark i 2018.

Vi har overleveret dokumentationen til Københavns Politi og forventer nu, at de følger op på anmeldelsen. Derudover vil vi fremover anmelde de busvirksomheder, som vi kan dokumentere kører i Danmark her i 2019 og som ikke er momsregistrerede.

Administrerende direktør i DPT Michael Nielsen udtaler: ”Politianmeldelsen af de udenlandske busvirksomheder er endnu et tiltag for at vise myndighederne omfanget af problemerne med de udenlandske busser, der har sat sig tungt på incoming og sightseing kørslen i især Storkøbenhavn og Nordsjælland, men som vi også ser breder sig til andre dele af Danmark. Samtidig presser vi også på både i EU og herhjemme for, at chauffører på udenlandske busser skal have samme løn- og arbejdsvilkår som de danske chauffører, når de kører cabotagekørsel i Danmark. Men selvom der skulle komme en løsning på de udenlandske chaufførers løn- og arbejdsvilkår, så ændrer det ikke på, at de udenlandske busvirksomheder også skal betale moms af deres kørsel. Derfor sætter vi nu hårdt ind på at sikre, at de relevante myndigheder følger op på sagerne” afslutter Michael Nielsen.