Brdr. Davidsen har stor succes med deres første buslærling
Brdr. Davidsen i Aalborg har lige nu deres første buslærling, den 24-årige Kasper Olesen, der går på erhvervsuddannelsen ”Buschauffør i kollektiv trafik” hos DEKRA Erhvervsskole i Vejen. Elin Davidsen, direktør hos Brdr. Davidsen, ser lærlinge som en god løsning på udfordringen med at få flere unge ind i branchen
03 juni 2021

Hos Brdr. Davidsen har de haft svært ved at rekruttere unge mennesker til virksomheden, så da DEKRA Erhvervsskole kontaktede dem for at høre, om de var interesseret i at få en lærling, var Elin Davidsen åben over for muligheden.
”Vi oplever, at det er svært at rekruttere unge til faget. For at arbejde i en virksomhed som vores, skal man være villig til at arbejde på alle tider af døgnet og både i hverdagene og weekenderne, hvilket skræmmer mange unge væk. At få en lærling var derfor en god mulighed for at få en ung chauffør ind i virksomheden. Hvis vi gerne vil have flere unge ind i branchen, må vi også selv tage et ansvar,” siger Elin Davidsen.

Nemt med rekrutteringen
Da Elin viste interesse for at få en lærling, arrangerede DEKRA Erhvervsskole et møde mellem deres interesserede elever og Brdr. Davidsen.
”Frank (uddannelseschef hos DEKRA Erhvervsskole) arrangerede et møde med en håndfuld kandidater, som vi mødtes og snakkede med. Desværre var der ikke et match i første runde, men så præsenterede han os for Kasper Olesen. Kasper var ivrig og motiveret for at lære noget, og vi var ikke i tvivl om, at han ville passe godt ind i vores virksomhed. Vi valgte derfor at tilbyde ham en læreplads,” fortæller Elin Davidsen.
I dag er Kasper helt selvkørende og indgår i vagtskemaet ligesom de resterende chauffører i virksomheden. Siden Kasper fik sit buskørekort i juni 2020, har han blandt andet kørt skolebusser, regionalbusser og turistbusser for Brdr. Davidsen.

Det helt rigtige valg
Kasper Olesen, forventer at være færdiguddannet til august 2022. Før Kasper startede på uddannelsen gik han på en produktionsskole, hvor han fik mulighed for at komme i praktik som buschauffør i to uger hos Lunde Turistfart. Erhvervet fangede hans interesse, og han valgte derfor at starte op på uddannelsen til faglært buschauffør hos DEKRA Erhvervsskole i Vejen.
”Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at starte på uddannelsen. Jeg elsker at møde nye mennesker, hvilket jeg har rig mulighed for i jobbet som buschauffør. Jeg synes, at det er hyggeligt at snakke med de forskellige passagerer og så er det bare en fed følelse, at jeg samtidig gør min del i samfundet,” siger Kasper Olesen.

Føler sig velkommen i branchen
Selvom Kasper er yngre end størstedelen af landets buschauffører, er han blevet taget rigtig godt i mod af sine kollegaer i branchen. 
”Jeg har kun modtaget positiv respons fra de andre chauffører. Til at starte med kunne jeg godt mærke, at de andre chauffører lige kiggede en ekstra gang, når de så mig i førersædet, men de tog mig hurtigt til sig. Der er et fantastisk fællesskab i busbranchen, hvor alle hilser på hinanden, det er virkelig fedt,” fortæller Kasper.
Også passagerne har været gode til at rose Kasper for hans kørsel.
”Jeg har flere gange fået at vide af mine passagerer, at jeg er en af de bedste chauffører, de har kørt med. Det kan jeg leve højt på længe.”

Åben for flere lærlinge
Selvom Kasper gør det godt, så er læretiden ikke blevet helt som planlagt. Den oprindelige plan var nemlig, at Kasper skulle læres op i at køre turister til udlandet, hvilket ikke har været muligt. Det ærgrer Elin Davidsen. ”Vi ville rigtig gerne have lært ham op i at køre turister til udlandet, men det har desværre ikke været muligt på grund af COVID-19. Det er superærgerligt, men jeg håber, at vi får muligheden for det senere på året,” fortæller Elin Davidsen.
Hos Brdr. Davidsen er de meget positive over for at byde nye lærlinge velkommen i virksomheden i fremtiden.
”Hvis vi kommer tilbage til de tilstande, som vi havde før COVID-19, kunne vi sagtens finde på at få en lærling igen. Det er en rigtig god måde at få unge ind i virksomheden på,” afslutter Elin Davidsen.