80 millioner kroner til københavnsk genåbning
28 ud af de 31 milliarder kroner, som turismebranchen i Danmark mistede i 2020, forsvandt i hovedstadsområdet. Det ønsker Københavns Kommune at råde bod på.
26 marts 2021

28.000.000.000 kroner. Det var det svimlende beløb som Københavns hoteller, butikker, restauranter, attraktioner og ikke mindst taxi og turistvognmænd gik glip af sidste år, da grænserne lukkede og turisterne i hele landet forsvandt. Coronatiden er svær for alle i turistbranchen, men særligt København har været hårdt ramt af coronakrisen. 28 ud af de 31 milliarder kroner, som turismebranchen i Danmark mistede i 2020, forsvandt i hovedstadsområdet.

Derfor kan København nu se frem til en håndsrækning fra Københavns Kommune. Et flertal af partierne i Københavns Borgerrepræsentation indgik onsdag en aftale, hvor 709 millioner kroner, som ikke er blevet brugt i budgettet for 2020, blev fordelt. I år har partierne bag forliget for 2020 valgt, at 80 millioner kroner af disse bruges med fokus på at skabe en genåbnings-sommer i hovedstaden.

Det gælder for eksempel blandt andet børn og unge, der får 17 millioner kroner, som kan bruges på blandt andet lejrskoler eller klassefester, hvilket er godt nyt for de mange turistbusser, der står stille.

”Lidt har naturligvis også ret, men vi har brug for meget mere handling, hvis turistsektoren skal have nogle reelle muligheder for få gang i forretningen igen. Det er nødvendigt, at der er nogle, som tager ansvar og sørger for, at der kommer flere og større tiltag, så turistsektoren i København og andre steder får en langt bedre og langsigtet hjælp. For det ser desværre ud til, at coronaen er skyld i, at de udenlandske turister ikke nødvendigvis vender tilbage til sommer. Og siden vores medlemmer i og omkring København er meget afhængige af dette, betyder det, at denne sommer meget vel kan gå hen og blive lige så dårlig for dem, som sidste sommer var. For at undgå dette er det væsentligt, at der hurtigst muligt bliver lavet en plan for åbning for eksempelvis krydstogtsturister og en general åbning af grænserne til i det mindste nabolandene. Parallelt med dette skal der sættes væsentlige midler af til at få tingene til at accelerere, så turister hurtigt vender retur og igen tager taxien eller en tur med turistbussen – ikke kun i København men i hele landet,” udtaler Michael Møller Nielsen, adm. Direktør hos DPT.